Det norske offshorerederi Havila Shipping har indgået en aftale med selskabet Reach Subsea om skibet Havila Subsea, som skal løbe i tre år.

"Vi er meget tilfredse med at få tildelt denne kontrakt for et vigtigt fartøj i et udfordrende marked, og vi ser det som en anerkendelse af Havila Shipping som en dygtig operatør og skibsejer. Vi ser frem til samarbejdet med Reach Subsea i de kommende år," siger adm. direktør Njål Sævik i en meddelelse til Oslo Børs.

Aftalen indeholder også to optionsperioder på hvert et år.

Havila Shipping landede i 2016 efter månedslange forhandlinger en finansiel aftale med obligationshaverne i selskabet, efter at rederiet havde været i store økonomiske problemer. De problemer er blandt andet den nye kontrakt med til at rette op på, siger Njål Sævik til Sysla.no. Kontrakten betyder også, at en række ansatte kan komme tilbage fra tvungen orlov.

Hvor meget kontrakten er værd i norske kroner, vil den adm. direktør ikke fortælle.

"I et konkurrenceudsat marked er vi ikke alene om at byde på sådan en mulighed. Men sådan som markedet er, synes vi det er en fornuftig aftale for Havila," siger Njål Sævik til sysla.no.

Redningsplan for Havila Shipping på plads i februar  

Status på grimt år for norske offshorerederier  

Avis: Långivere i offshore klar til at boykotte banker