Det norske offshoreselskab, hvis aktie er faldet op mod 50 procent på Oslo Børs siden starten af året, melder fredag om yderligere nedskæringer i bemandinden. Og der tages drastiske skridt for at kapere den ekstremt lave aktivitet i offshore-sektoren.

BW Offshore beskæftiger sig primært med FPSO-anlæg (Floating Production, Storage and Offloading), og selskabet vil nu sige farvel til 35 procent af de landbaserede ansatte på kontorer i Oslo og Arendal i Norge samt på de største udenlandske kontorer i Singapore og Rio de Janeiro, skriver Dagens Næringsliv.

I alt vil omkring 170 stillinger blive nedlagt, hvoraf 50-60 vil blive skåret fra i Norge. Og stillingerne bliver fjernet permanent, understreger BW Offshores CFO Knud R. Sæthre over for den norske avis.

"Det er klart, at det her er vældig trist for alle involverede. Det er hårdt, men vi må desværre tage de nødvendige skridt, der gør ondt på os alle," siger finansdirektøren og tilføjer:

"Alle håber jo på, at der kommer et opsving på et eller andet tidspunkt. Men som vi ser det lige nu, kan det tage rigtig lang tid, og man er derfor nødt til at indføre permanente nedskæringer."

Prøv ShippingWatch gratis og få adgang til alle artikler i 40 dage

Kæmpe nedskrivning

BW Offshore nedskrev sine værdier med hele 2,1 milliarder kroner i fjerde kvartal, men selskabet var dog i stand til at levere en omsætning for hele 2015, der var på niveau med 2014, fremgik det af selskabets kvartals- og årsregnskab i sidste uge.

Omsætningen for hele året steg til 1,108 milliarder dollars (7,41 milliarder kroner) fra 1,070 milliarder dollars i 2014. Driftsresultatet (EBIT) dykkede til et underskud på 119,5 millioner dollars (799 millioner kroner) mod et overskud på 304,7 millioner dollars (2,04 milliarder kroner) i 2014.

BW Offshore nedskriver med to milliarder kroner

ABG: Her er dødssejlerne i norsk offshore

Olieprisen trykkede BW Offshore i første kvartal

BW Offshore investerer 12 mio USD på IT