Den norske afdeling af rig-selskabet Transocean varsler 230 fyringer i forbindelse med nedbemanding af fire ud af fem rigge.

Fyringsrunden blev annonceret før weekenden, hvor samtlige ansatte i den norske afdeling modtog en mail, hvori ledelsen skrev, at 320 ansatte stod til at miste jobbet.

"Vi har underskrevet en nedbemandingsprotokol. Men ingen ansatte er blevet opsagt endnu," siger Steinar Nesse i Safe-klubben, der er en faglig organisation, til Stavanger Aftenblad.

Det endelige antal fyringer afhænger af kommende kontrakter, men Steinar Nesse siger, at så langt han kan se, er antallet på mindst 230 stillinger, der bliver sløjfet.

Når fyringerne er gennemført, vil der være 700 medarbejdere tilbage, mens 800 er blevet fyret i løbet af de seneste to år. Avisen skriver, at en oversigt fra shipping og offshore-banken DNB Markets viser, at 33.000 ansatte har mistet arbejdet i forbindelse med nedbemanding eller vil miste arbejdet i forbindelse med en varslet nedbemanding.

Af de rigge, som er bundet til den norske afdeling, er blot en enkelt på kontrakt efter sommerferien. De andre rigge i selskabet bliver lagt op i enten varm eller kold oplægning, henholdsvis med bemanding eller uden bemanding, afhængig af hvor hurtigt riggen skal kunne inddrages i driften igen.

Songa Offshore fyrer 200 mand  

BP vil fyre 600 i Nordsøen efter olieprisfald  

Welltec: Offshore-krise gavner underleverandører