Aker Solutions har indgået kontrakt med Statoil om optimering af et udviklingskoncept med flydende produktion og lagring til Johan Castberg-feltet i Nordnorge. Det skriver Aker Solutions i en pressemeddelelse på firmaets hjemmeside.

Kontrakten ligger inden for den rammeaftale, der blev indgået mellem Statoil og Aker Solutions i 2013. Det bliver sidstnævntes opgave at udføre ingeniørberegninger, der skal optimere konceptet med flydende produktion i Barentshavet, 240 kilometer nord for Hammerfest på den norske nordkyst.

"Vi har samarbejdet med Statoil i to år for at finde omkostningseffektive løsninger, som vil muliggøre udviklingen af det strategisk vigtige oliefelt i Nordnorge," siger Per Harald Kongelf, der er chef for Aker Solutions' norske afdeling.

"Omkostningerne er væsentligt reduceret, og vi ser frem til at fortsætte med at samarbejde med Statoil for at optimere udviklingen af feltet," tilføjer han.

Kontraktsummen er ifølge gensidig aftale hemmelig, men vil senere indgå i Aker Solutions ordreindgang for første kvartal af 2016.

Milliardbesparelser skal indløses

Det flydende koncept er oprindeligt sat i søen for at give et bud på, hvordan man yderligere kan spare på at udvikle Johan Castberg-feltet, der ifølge Dagens Næringsliv skønnes at rumme 450-650 millioner tønder råolie, men ligger i det vanskelige Barentshav, hvor temperaturer, vind og bølger stiller ekstra store krav til materiellet.

Allerede nu har partnerne i feltet, der består af operatøren Statoil, Petoro og Eni Norge i dagens olieprisklima opnået anslåede besparelser på rendyrket FPSO-produktion (Floating Production and Storage offloading) på mellem 40-50 milliarder norske kroner i forhold til den oprindelige pris, der lød på godt 100 milliarder norske kroner.

Aker Solutions beregninger danner grundlag for en foreløbig beslutning, der skal træffes til efteråret. Den endelig investeringsbeslutning om, hvorvidt feltet skal udvikles i henhold til Aker Solutions' forslag, skal partnerskabet træffe i løbet af 2017.

Søsætter man FPSO-delen af det samlede projekt, vil feltet få produktionsstart i 2022 og formentlig have en levetid på 30 år frem, og det vil givetvis rumme betydelige muligheder for norske underleverandører, der for tiden er pressede af den slumrende olieaktivitet, skriver Dagens Næringsliv.

Aker Solutions har tidligere stået for udviklingen af Skarv FPSO (billedet i toppen, red), der går for at være en af de mest avancerede af slagsen.

Aker Solutions indgår milliardaftale med BP i Nordsøen  

Aker Solutions vinder stor BP-kontrakt i Nordsøen

BP forlænger stor service-kontrakt med nordmænd