Udsigten til, at iransk olie igen begynder at flyde på verdensmarkedet, får natten til mandag dansk tid olieprisen til at nå det laveste niveau siden november 2003 ifølge AFP, og det skaber store forventninger i den i forvejen bugnende tanksektor.

Prisen for en tønde nordsøolie, Brent, faldt kortvarigt til under 28 dollars ved handlen i Asien.

De asiatiske markeder er de første store af slagsen til åbne, efter at EU og USA i weekenden ophævede en række sanktioner mod Iran - blandt andet på olieområdet - som led i sidste års atomaftale.

Nordsøolien var mere præcist nede i 27,67 dollars. Det svarer til et fald på 4,4 procent fra fredagens niveau. Ved 03-tiden ligger prisen dog igen over 28 dollars, skriver AFP. Sidste gang, Brent lukkede under 28 dollars, var for over 12 år siden.

En tønde af den amerikanske referenceolie, WTI, dykker over en procent til omkring 29 dollars.

"Faldet skyldes ophævelsen af de vestlige sanktioner mod Iran. Dette betyder, at vi kommer til at se et større olieudbud med iranske råolieeksporter tilbage på markedet," siger analytiker Daniel Ang fra Phillip Futures til AFP.

Iran har igen mulighed for at sælge olie på de globale markeder, efter at det i weekenden kom frem, at landet har levet op til sine forpligtelser i den atomaftale, der blev indgået med vestlige stormagter sidste år efter lange forhandlinger. Og det fik USA og EU til i weekenden at ophæve sanktionerne mod landet som aftalt.

Øget forretning

Udsigten til ophævelsen af sanktionerne har fået rederier fra hele verden til at valfarte til Iran for at genoptage gamle kontakter og ikke mindst skabe nye. Især tankrederierne spår endnu mere arbejde, når verdens fjerdestørste olieproducent igen er i stand til at sende olie ud på markederne.

Det iranske tankrederi NITC (National Iranian Tanker Company) havde i midten af 2015 en flåde på omkring 42 VLCC'ere, ni Cuezmax og fem Aframax-skibe og er blandt verdens største tankrederier, skriver Seatrade Maritime News. Ifølge mediet er der dog ingen grund til at frygte, at rederiet vil oversvømme tankmarkedet med ny tonnage, da rederiets skibe ser ud til at sejle til lande i Asien og desuden fungerer som flydende lagre for det iranske olieselskab NIOC. Samtidig skal både NITC og containerrederiet IRISL (Islamic Republic of Iran Shipping Lines) have alle internationale krav til eksempelvis forsikring mv. på plads.

Danske rederier og selskaber er blandt de mange aktører, som forventer at få øget forretning ud af Iran. For nylig den danske udenrigsminister Kristian Jensen med en delegation i Iran med målet om at få foden inden for på markedet. Her var også Maersk-gruppen med, og efterfølgende kom det frem, at Maersk er i forhandlinger omkring udnyttelse af landets oliereserver.

Ikke kun på olieområdet er der høje forventninger, der er i lige så høj grad brug for nye havnefaciliteter og udvikling af landets store rederi, Islamic Republic of Iran Shipping Lines, som selv har lagt op til samarbejde med udenlandske selskaber.

Mens ophævelsen af sanktionerne ventes at sende store mængder olie ud på verdensmarkedet, sker det i en tid, hvor der i forvejen er en overflod af olie på markedet, hvilket har fået prisen på den sorte råvare til at styrtdykke inden for det seneste halvandet år fra knap 120 dollars per tønde.

Prisfaldet rammer olieselskaber verden over hårdt.

Efter nedsmeltning: DNB forventer højere oliepris i 2016

Olien sender russisk økonomi i dybfryseren  

Olien fortsætter ned i dybet