Hollandske SBM Offshore ser endelig ud til at have fået sat punktum for vanskelighederne med den såkaldte Yme-boreplatform i den norske del af Nordsøen.

Problemerne for det hollandske selskab, der leaser platforme ud til energiselskaber, har ellers ingen ende ville tage, siden platformen måtte evakueres sidste sommer på grund af skader på konstruktionen.

Det betød at den canadiske operatør af platformen, Talisman Energy, måtte lukke produktionen og tage en nedskrivning på 497 mio. dollar i tredje kvartal. Penge, som selskabet siden har forsøgt at hente tilbage fra SBM Offshore, og det ser nu endelig ud til at være lykkes.

SBM Offshore er tirsdag gået med til at betale 270 mio. dollar oven i de 200 mio. dollar, som selskabet satte til side i december, for fadæsen. Samtidig er det besluttet at skrotte olieplatformen, som SBM Offshore nedskrev værdien af med 400 mio. dollar i december.

Bank of America kalder aftalen "meget positiv" for SBM Offshore, mens Kepler kalder aftalen en løsning på et af de to juridiske problemer, der har plaget selskabet, skriver Bloomberg News. Det andet berør et lignende problem i Canada.

Med forliget ser uoverensstemmelserne mellem de to selskaber i hvert fald ud til at være overstået, og det kan mærkes på SBM Offshores aktiekurs. Aktien er kørt massivt nedad, siden problemerne opstod, tog et enkelt hop ved aftalen i december, og tirsdag eftermiddag stiger SBM Offshore med 21,2 pct. til 12,99 euro - det største hop siden 1989 ifølge Bloomberg News.

Talisman Energy-aktien tager også pænt i mod aftalen og stiger med 1,9 pct. til 12,36 dollar i USA. Aktien faldt dog også fra 15 dollar til omkring 10 dollar henover efteråret, hvor store nedskrivninger på Yme-projektet pressede energiselskabet.

AF RITZAU FINANS