Den tidligere CEO for Maersk Line, Eivind Kolding, der for få år siden måtte gå fra Danske Banks toppost, er nu blevet fyret fra Novo A/S' bestyrelse.

Det skriver Novo A/S i en pressemeddelelse fredag.

I pressemeddelelsen fremgår det, at Eivind Kolding fratræder sin stilling som administrerende direktør i Novo A/S med udgangen af februar.

Bestyrelsesformand Sten Scheibye siger i meddelelsen, at Novo A/S, holding-selskabet der forvalter Novo Nordisks aktiver, har brug for en anden sammensætning af personer i bestyrelsen.

"I forbindelse med at Novo A/S skal ansætte en ny CFO (økonomidirektør, red.), har bestyrelsen benyttet anledningen til at genoverveje den samlede profil på den fremtidige ledelse af Novo A/S. Bestyrelsen er i den sammenhæng kommet til den konklusion, at det på længere sigt vil blive nødvendigt med en CEO (adm. direktør, red.) med en anden baggrund end Eivind Koldings. Derfor har vi indgået en aftale med Eivind Kolding om, at han fratræder, og vi vil nu sætte en søgning i gang efter hans afløser. Den nye direktør får dermed ansvaret for at ansætte sin nye CFO."

Formanden understreger, at der ikke er utilfredshed med de resultater og investeringer, der er skabt under Eivind Koldings ledelse.

"Novo A/S vil komme ud af 2015 med det bedste årsresultat nogen sinde, og jeg vil gerne takke Eivind Kolding for den udvikling, han har stået i spidsen for. Vi ser dog behovet for en anden profil på længere sigt, uden at vi har tænkt os at melde mere detaljeret ud om dette på nuværende tidspunkt af respekt for rekrutteringsprocessen," siger Sten Scheibye.

Eivind Kolding siger:

"Jeg har været meget glad for min tid i Novo A/S og de gode resultater, der er opnået. Jeg har forståelse for, at bestyrelsen ønsker, at en anden skal stå i spidsen for selskabet på den lange bane. I den situation er det naturligt at gennemføre skiftet nu."

Jurist med blå karriere

Eivind Kolding blev uddannet cand.jur. i 1983 fra Københavns Universitet, blev advokat 1986 og var indtil 1989 advokat i advokatfirmaet Bornstein og Grønborg. Han kom det år til A.P. Møller-Mærsk, hvor han blev leder af direktionssekretariatet 1992 og adm. direktør for Maersk Hong Kong Ltd. 1996-98 og dernæst koncernfinanschef (CFO) indtil 2006.

Kolding blev dernæst pr. 1. juli 2006 adm. direktør (CEO) for Maersk Line, blev partner i koncernen, og trådte ind i Danske Banks bestyrelse i 2001. På generalforsamlingen i 2011 blev han bestyrelsesformand for banken.

I februar 2012 blev Eivind Kolding ordførende direktør for Danske Bank, hvor han efterfulgte Peter Straarup. I september 2013 fratrådte Kolding som ordførende direktør, med et gyldent håndtryk på 23 millioner kr. og blev efterfulgt af Thomas F. Borgen.

I maj 2014 blev Eivind Kolding direktør for Novo A/S. I februar 2016 bliver Eivind Kolding opsagt som direktør i Novo A/S.

En ridse i milliardklassen til chefen med den pletfri blå karriere  

Eivind Kolding ny adm. direktør i Novo A/S  

Drømmeholdet på Esplanaden