ShippingWatch

"Vi skal åbne dørene til Det Blå Danmark"

Vækstteamet bør se på tiltag, som kan gøre det endnu nemmere at etablere rederivirksomhed her i landet, mener Anne H. Steffensen, adm. direktør for Danmarks Rederiforening.

Her få måneder inden regeringens maritime vækstteam barsler med sine anbefalinger, begynder spændingen at melde sig.

For hvilke håndtag skal der drejes på, når vi skal videreudvikle det Blå Danmark, så vi også fremover er et globalt knudepunkt for shipping og maritim industri? Det er netop temaet, når vækstteamet mødes i dag. Et af de sidste møder inden der skal afrapporteres til erhvervsminister Brian Mikkelsen og resten af regeringen.

Fra rederiforeningernes side har vi gjort det klart allerede fra vækstteamets blev nedsat, at vi skal være langt bedre til at tiltrække investeringer og rederiaktivitet til det Blå Danmark. Vi skal ikke bare satse på danske rederiers organiske vækst, men vi skal også åbne dørene på vid gab for internationale rederier. Det skal være endnu nemmere og attraktivt at etablere rederivirksomhed her i landet og sætte Dannebrog på sine skibe.

Det kræver, at vi har vilkår i verdensklasse. For konkurrencen er benhård, og vi kan se at andre lande, som eksempelvis Singapore, allerede er i fuld gang med at forbedre deres rammevilkår. At den globale shippingbranche samtidig oplever en historisk nedtur gør bestemt ikke opgaven mindre.

Vækstteamet bør kigge på mange andre elementer, da det er mange bække små, som skaber et konkurrencedygtigt dansk flag. Det gælder alt fra de rette ambitioner på uddannelse, at få luget endnu mere ud i unødige danske særregler, samt håndtering af registreringsafgiften, som i dag afskrækker udenlandske rederier fra at søge til Danmark. Endelig er der brug for, at myndighederne får flere muskler til at kæmpe de vigtige kampe for danske interesser i både EU og IMO.

Helt centralt står dog en videreudvikling af den danske sømandsskatteordning – DIS-ordningen – som bør være et must for vækstteamet. Her mangler vi nemlig fortsat at få alle dele af offshore-sektoren med. Den danske styrkeposition her er under pres, og der er brug for internationalt konkurrencedygtige rammer, for ellers søger nye aktiviteter andre veje.

Selvom der er forskellige holdninger til sømandsskatten, så er det tydeligt, at den har vist sit værd siden indførelsen i 1988. Den har uden tvivl været udslagsgivende for, at dansk søfart ikke blot skaber beskæftigelse i Danmark til lands, men også ombord på skibene.

Der har været fremme i debatten, at der skulle have været forsvundet 10.000 danske søfolk siden 1988. Det er ikke et billede, som vi kan genkende, selvom det er indiskutabelt, at broforbindelserne over Storebælt og Øresund, og eksempelvis det droppede toldfrie salg på færger til nabolande, har kostet arbejdspladser til søs over de seneste 30 år.

DIS-ordningen har ikke kunnet redde den type arbejdspladser. Men den har sikret, at det er lykkedes ikke blot at fastholde, men også øge den danske handelsflåde, som er en grundlæggende forudsætning for beskæftigelsen af danske søfarende.

Antallet af påmønstrede danske søfarende på DIS-skibe har således kun været svagt vigende fra 2004-2014, hvilket fremgår af Erhvervs- og Vækstministeriets orientering om DIS til Folketinget fra 2014. Kigger man endnu længere tilbage, var der ifølge tal fra Søfartsstyrelsen til Folketinget faktisk tale om en stigning i antallet af danskere fra 1989 til 2006. DIS-ordningen sikrer altså dansk beskæftigelse til søs, også selvom andelen af danske søfolk er blevet mindre over årene i takt med en større internationalisering.

Status er således, at danske rederier i dag beskæftiger omkring 7500 danske søfolk, og at dette antal har været forholdsvist stabilt i flere år.

Netop derfor giver det også god mening for vækstteamet at udvide ordningen til hele offshore-området. Det er en vej til at fastholde og udvikle den danske beskæftigelse til søs. For målet må være, at vores rammevilkår gør det attraktivt for morgendagens skibsfart at søge til Danmark. Det håber jeg, at vækstteamet vil have blik for, når Danmark som maritim nation drøftes på dagens møde.

"Praktikgaranti skal fremtidssikre dansk søfart"

"DIS får os til at hade skattelettelser"

"En søfartspolitik der virker"

"Forfejlet dansk søfartspolitik koster jobs"

Forsiden lige nu

Seneste Meninger

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere