Mandag den 18. januar står vi to sammen på dækket af "Esvagt Beta" i Esbjerg Havn. Besøget vil være endnu en markering af energisektorens betydning for Danmark. Det kommer næppe som et chok i Danmarks energimetropol nr. 1, Esbjerg – men ikke desto mindre fortjener det væsentlige budskab gentagelse.

Her taler vi jobs i alle dele af energisektoren, således både i havvind, i gasindvinding og i oliedelen. For der er ingen tvivl om, at danske arbejdspladser er lige så "gode" i et rederi, som understøtter den danske olieindvinding, som i et rederi, der servicerer havvindmøller.

Det synspunkt kan på nogen virke kontroversielt. Men selv om de globale vinde heldigvis blæser i en mere grøn retning på energiområdet, investeres der fortsat i nye gaskraftværker og olieraffinaderier rundt om i verden. De fossile brændsler vil således være en væsentlig del af energibilledet i årtier frem.

Den blå energisektor

"Esvagt Beta" er et glimrende sted for at markere, at vi skal udvikle både vind- og olie & gasbenet. For selv om skibets primære opgave er at servicere skibe, som bidrager til sikkerheden for dansk offshore, så går turen til Nordsøen hyppigt forbi havvindmølleparkerne Horns Rev 1 og 2. Og det næste skud på den stamme – Horns Rev 3-parken – understreger, hvorfor udsigterne for havvind er fornuftige.

Udbuddet på Horns Rev 3 viste nemlig, at vi er godt i gang med den helt afgørende opgave med at nedbringe prisen på havvind. Den budpris som blev offentliggjort for godt et år siden, var således markant lavere end forudsat i energiforliget. Det er en solid indikation på, at havvind i højere og højere grad bliver konkurrencedygtigt.

Søren Nørgaard Thomsen. Foto: Esvagt

Vi ved endnu ikke, hvilken rolle havvind helt præcist skal spille i dansk – og europæisk – energipolitik i årene efter 2020. Men det er helt sikkert, at det er en teknologi, som har stærkt fokus i landene omkring Nordsøen.

Og energisektoren er ikke kun grøn eller sort. Den er også blå. For en række veldrevne virksomheder fra det Blå Danmark har solid ekspertise inden for offshore – herunder blandt andet i opsætning og servicering af havvindmøller.

Ikke kun vinden gavner. Vores betydelige olie- og gasreserver er et andet stort aktiv, som danske rederier bidrager til at samfundet får nytte af. Det giver ikke bare direkte indtægter til staten, men også de mange arbejdspladser, som udspringer af offshore – hvad enten det er sømanden på dækket eller den ansatte på rederikontoret i land. De er også en del af den ”blå energisektors” samfundsbidrag.

Esbjerg Havn er porten til en væsentlig del af offshore-industrien i Nordsøen. Derfor er den også et oplagt sted til en diskussion om, hvordan vi sikrer, at det danske samfund fortsat får glæde af de mange aktiver, som venter over, på og under bølgen blå på den anden side af Skallingen. Det er vigtigt at holde kursen mod både vækst og beskæftigelse i offshore-sektoren – hvad enten den er sort, blå eller grøn.

Esvagt indgår tiårig kontrakt med MHI Vestas  

Oliepris piner dansk offshore-leverandør  

Den lave oliepris kan knække danske virksomheder