Om bare seks måneder træder kravene om obligatorisk vejning af containere i kraft verden over, men forvirringen risikerer at blive total, advarer europæiske terminaloperatører som eksempelvis APM Terminals og DP World samlet i organisationen Feport (The Federation of European Private Port Operators) i en meddelelse.

De nye regler er en tilføjelse til IMO konventionen SOLAS (Safety Of Life At Sea) og skal sikre, at containerne bliver vejet, inden de transporteres til søs. Men selvom deadline nærmer sig, så mangler der stadig information og ikke mindst en fælles agenda hos de europæiske regeringer om at implementere reglerne, mener organisationen. Derfor må myndighederne udarbejde retningslinjer for at beskytte effektiviteten i de europæiske havne og hele logistikkæden, så der ikke kommer en skæv konkurrence mellem medlemsstaterne:

"Fra den 1. juli 2016 skal alle containere, der skal lastet på et skib, ledsages af Verified Gross Mass (VGM). Som det er nu, har aktører i industrien udgivet retningslinjer for implementeringen af kravene i SOLAS, men der mangler stadig mange retningslinjer fra nationale myndigheder," siger Jasper Nagtegaal, der er formand for udvalget for told og logistik i organisationen.

Prøv ShippingWatch gratis og få adgang til alle artikler i 40 dage

"Manglende nationale retningslinjer vil i sidste ende føre til forvirring i implementeringen og vil påvirke driften negativt og lede til mulig konkurrenceforvridning."

Terminaloperatørerne er ikke de eneste, der udtrykker nervøsitet for de kommende krav. Også afskiberne har i en undersøgelse i efteråret sidste år tvivlet på, at de selv og kunderne ville være klar til at leve op til reguleringen til sommer. Det er afskibernes ansvar at veje containeren i havnen eller alt det, der er inde i containeren, afhængig af metoden. I flere havne er der eksempelvis mangel på vægte, lyder et af ankepunkterne.

Afskibere frygter nye regler for vejning af containere  

Organisation: Nu skal afskibere rykke på containervejning  

ITF skyder på afskibere i vejesag