Erhvervsmanden Christian Dyvig og London-advokaten Andreas Lehmann har sammen overtaget kontrollen med selskabet Cargo Service Holding for et trecifret millionbeløb.

Cargo-firmaet har indtil nu haft milliardvirksomheden Unifeeder, der ejes af kapitalfonden Nordic Capital, som hovedaktionær.

Cargo Service Holding er imidlertid ikke transaktionens reelle fokus, for virksomhedens absolut største aktiv er, at man ejer 40 pct. af selskabet APM Terminal-Cargo Service, sammen med giganten A.P. Møller-Mærsks havneforretning.

Det selskab står for driften af hele containerhavnen i Aarhus, der er Danmarks travleste havn, hvilket tydeligt kan ses på tallene i selskabet bag.

Alene i 2014 lød overskuddet før skat på 51 mio. kr., og havne-firmaet, der har Maersk-barnebarnet Johan P. Uggla som direktør, er således juvelen i handlen mellem Nordic Capital på den ene side og Andreas Lehmann og Christian Dyvig på den anden.

Tidligere Clipper-chef Søren Halsted, der formand for Aarhus Holding, som ejes af Andreas Lehmann og nu er storaktionær i Cargo Service, bekræfter over for Finans, at virksomheden har fået nye ejere.

"Aarhus Holding og Andreas Lehmann har nu overtaget hovedparten af aktierne i Cargo Service Holding, ligesom Christian Dyvig har købt en aktiepost og i den forbindelse også har fået en plads i bestyrelsen," siger Søren Halsted og peger på, at man netop har skiftet ud i selskabets bestyrelse for at gøre på plads til Theis Malmborg, der repræsenterer C.P. Dyvig & Co.

Ud over at have fået en aktiepost i Cargo Service, er handlen mellem de to erhvervsfolk og Nordic Capital-selskabet Unifeeder også den første aftale for Christian Dyvigs nye satsning inden for corporate finance.

Den tidligere FIH-formand og leder af Nordic Capital hentede således tidligere Morgan Stanley-chef Kristian Skovmand i foråret med henblik på at opbygge en forretning med rådgivning inden for køb og salg af virksomheder, og det er netop Skovmand, der har fungeret som rådgiver i forbindelse med købet af Cargo Service og terminalen i Århus.

Avis: Finansmand vil købe Danmarks Skibskredit for milliarder  

Aarhus Havn hæver både container og tørlast  

Unifeeder kaprer større fragtmængder tilbage