En lastbil blev i 2013 gennemhullet af skud fra en AK-47 i nærheden af Limburg i Holland, efter at have begivet sig af sted fra en af verdens største containerhavne i Antwerpen. Chaufføren slap med skrækken, mens narko gemt i den container, som lastbilen fragtede, blev sat i forbindelse med det voldsomme overfald.

Det lyder som opskriften på en god krimi, men er i virkeligheden fortællingen om, hvordan Interpols, samt belgisk og hollandsk politis efterforskning af den gennemhullede lastbil i efteråret 2013 førte til en overraskende afsløring, skriver Berlingske. I flere år har hackere kontrolleret de vigtige computersystemer, som holder styr på de mange millioner af containere, der hvert år bliver håndteret af havnen. På den måde kunne de kriminelle så nemt som ingenting udplukke containere med narko til deres egne chauffører.

I første omgang skaffede hackerne sig kontrol til systemerne via e-mails til medarbejdere, men forsøget blev opdaget og slået ned af havnens IT-folk. Derefter valgte hackerne at gå mere drastisk til værks. De brød ind i havnekontorerne og installerede deres egne minicomputere for på den måde at overtage kontrollen igen over udleveringen af containere med kokain og heroin fra Sydamerika.

P3-partner vil udvide i Antwerpen  

Havnen havde i løbet af årene noteret, at der til tider var koks med nogle af containerne, og at nogle var begyndt at mangle. Derfor var en politiefterforskning i gang, men det var angrebet på lastbilen i begyndelsen af 2013, der for alvor ledte til afsløringen.

Containerhavnen i Antwerpen har efterfølgende igangsat arbejdet med en taskforce, der skal sikre havnen mod fremtidige cyber-angreb, fremgår det af en meddelelse på havnens hjemmeside i slutningen af oktober. Men kampen vil ikke blive nem, understeger John Kerkhof fra Antwerp Port Community System (APCS).

“Taskforcen vil hovedsageligt arbejde foregribende ved at dele best practices og lære fra andres erfaringer," siger han og peger på, at også brugerne af havnen på blive mere skarpe:

"Den bedste anti-virus er brugerne. Teknologi alene vil ikke kunne stå imod kriminelle organisationer. Vi bliver alle nødt til at indse, at vi hver især kan gøre en forskel. Cyber-sikkerhed er anliggende for alle IT-brugere."

Smuglere og spioner har frit spil i Arktis  

Ifølge Berlingske er fem personer blevet anholdt, mens maskingeværer og andre våben, skudsikre veste, lyddæmpere, 1,3 mio. euro i kontanter og andre remedier i boliger og erhvervslejemål fordelt på 20 adresser er blevet beslaglagt under ransagninger.

Historien om containerhavnen i Antwerpen får håbet om øgede investeringer i digital oprustning i både EU, Europol og NATO til at stige.

"Det er hvert enkelt lands ansvar at sikre passende ressourcer og opmærksomhed til beskyttelse af infrastruktur og centrale netværk imod cyberangreb. Men den nationale indsats må nødvendigvis suppleres internationalt. Kampen i cyberspace kan ikke vindes af enkelte lande alene," siger Jamie Shea, viceassisterende generalsekretær i NATO med nye trusler, herunder såkaldt cyber defence som ansvarsområde, til Berlingske.

Antwerpen og Exmar sammen om LNG

Antwerpen i nyt samarbejde med russiske havne